tirsdag den 14. august 2012

At være i live - eller LEVE... that's the question?


Hvorfor er det lige… at vi ikke vil dø? Nogensinde!

”Lev 15 år længere”! Ekspert-udtalelser i radioen fra morgenstunden. Opskriften er sådan set den vi kender… motion, sund kost, økologi, nul smøger, meditation, ”moderat” alkoholindtag osv.osv.. Så bliver vi oldgamle – alle sammen!

Men gider vi overhovedet leve 15 år længere? Hvad er det for et fantastisk og forjættende liv der ligger derud i alderdommen og venter? Er der mon nogle af eksperterne der ved det?

Måske er det bare mig.... men jeg kan bare godt blive lidt forvirret omkring fascinationen af udødeligheden. De virker jo ikke ligefrem som om, de ikke kan få armene ned af begejstring, de gamle. Måske er de bare ikke gamle nok... eller også har de simpelthen ikke ”forsaget” nok igennem livet – og derfor har de nu slidte, ømme led og svigtende syn, hørelse og hukommelse! Det være derfor.

I dag er vi meget klogere – i dag ved vi, hvordan man lever 15 år længere. Godt man lige fik den information med – så man har noget at glæde sig til… langt derude i fremtiden. For vores generation bliver nemlig ikke ramt af gigt, svigtende syn, galoperende demens eller andre ubehageligheder.

Vi VED, hvordan man ”forsager” – hver dag, hele livet! Vi forsager ”Djævelen”... alle hans gerninger og al hans væsen…… herunder regnet UV-stråler, rødvin, hvedemel, nytårs-cigar og jordbærkage! Sund fornuft er ikke nok mere – der skal detox’es, bekymres og forsages!

Og for pokker vi bliver gamle – og stramme om munden! Stramme af at snerpe sammen og forsage.

Måske kunne vi også bare leve livet – mens vi er her. Ikke nødvendigvis som om hver eneste dag var den sidste – måske snarere som om hver eneste dag tæller, som om hver eneste dag ikke bare er tidsfordriv, til vi når pensionsalderen og rigtig skal leve livet… i ufatteligt mange år.

Jeg vil LEVE – jeg vil grine og græde, jeg vil nyde livet, maden, kærligheden, vinen, kroppen og verden… med alt hvad den har at tilbyde – uden endeløse bekymringer og dårlig samvittighed.

Og jeg bliver (måske) gammel – med masser af rynker omkring øjnene. Rynker der er kommet af at smile til verden – lige dér midt i solen… med en stor, kalorieholdig jordbærkage og et kæmpe glas vin...

KYS DET NU – DET SATANS LIV*
og grib det
fang det
før det er forbi …..

(*TV2 – Steffen Brandt)